1. januar 1998 omlagde Alfred Kloster gården Søndervang til et økologisk landbrug, hvor han i dag har 315 malkekøer. Han har ikke fortrudt beslutningen siden.
- Jeg har det godt med at være økolog. Vi er godt tilfredse med, hvordan det kører lige nu. Jeg savner ikke at sprøjte afgrøderne. Det er jeg glad for at slippe for, siger han.
Hvert forår åbner han dørene til staldene og lade sine malkekvæg komme på græs. Selvom det giver nogle praktiske udfordringer, er han glad for, at hans dyr får lov at komme ud og mærke solen i sommermånederne.
- Der er både gode og dårlige ting ved at have køerne ude, men hver gang vi nærmer os foråret glæder jeg mig til at få kreaturerne på græs, selvom det giver nogle udfordringer. Det er dejligt at have dem på græs, og folk omkring kan se, at de er på græs, men også at vi er med til at dyrevelfærden bliver lidt bedre ved at de kommer ud hver dag.
De vil ikke ind igen
I 2012 fik Søndervang en modernisering, hvor Alfred Kloster blandt andet byggede en ny og moderne stald. Han tror på økologien, også selvom det kræver lidt ekstra arbejde, når køerne skal malkes. Når køerne er på græs, vil de nemlig helst blive der, og derfor skal der sørges for, at de husker at vende tilbage til stalden. Det betyder, at han er nødt til at dele køerne op i hold og selv hjælpe dem ind, når de skal malkes.
- Det kræver noget ekstra arbejde at have malkerobotter sammen med afgræsning. Køerne kan blive malket døgnet rundt, og det kører rigtig godt, når de går inde om vinteren, men om sommeren, når stalden er tom, skulle de jo helst komme ind og blive malket igen. Nogle gange glemmer de bare at komme ind igen. Det er jo naturligt for dem at være ude, så det kræver lidt styring afhængig af vejr og græskvalitet. Når vejret og græsset er godt, skal der arbejdes ekstra med at få dem ind.
Det får ham dog ikke til at sætte køerne i stalden igen. For ham handler det også om at være stolt over at være økolog og mærke årstiderne, der skifter.
- Jeg bliver glad af at være økolog, når jeg har mine køer på græs. Selvom der er nogle udfordringer, så kan man da godt blive lidt stolt over, at man kan få det til at fungere. Det ville være nemmere, at de gik inde, men det er jo charmen i det, og det er dejligt, at der er forskel på, om det er sommer eller vinter, og at jeg kan se, at dyrene trives.