Det er næsten som taget ud af en Morten Korck film. En hvidkalket gård, med store marker omkring. I stalden finder man malkekøer, kvier og kalve, og i sommerhalvåret tjener malkekvæget som afgræssere i området omkring Bøllingsø som naturplejerer. Som prikken over i´et, ligger gården klods op af den jyske hærvej, så hvis man har vandret på hærvejen omkring Silkeborg, er der stor sandsynlighed for, at man har været et smut forbi Ellinglund Økologi, som gården hedder.
Anne og Gert Glob Lassen, har drevet Ellinglund økologisk siden 2007, men for Gert startede historien på Ellinglund noget tidligere end det.
- Jeg er født og opvokset på gården, og i midten af 90´erne begyndte min far at omlægge til økologi. Samme år tog jeg på den økologiske landbrugsskole, så det var jo ganske godt planlagt, siger Gert Glob Lassen.
I forbindelse med generationsskiftet på gården, byggede Gerts forældre et hus på den anden side af vejen, og Gerts far arbejder da også stadig på Ellinglund, hvor han malker, passer kalve og giver en hånd med, hvor der er brug for det.
Mødte hinanden på landbrugsskole
På landbrugsskolen mødte Gert sin kommende hustru Anne. Anne flyttede senere ind på gården, og nu driver parret i fællesskab gården.
- Vi driver vores landbrug økologisk, da det passer godt med de værdier og tanker, vi har om at drive landbrug. Det, at det kan lade sig gøre, at drive et landbrug uden kunstgødning og sprøjtegift, gør det mere naturligt, siger Gert Glob Lassen.
Parret har fire børn i skolealderen, og det kombineres rigtig godt med Anne og Gerts arbejdsliv på gården.
- Jeg afleverer som regel børnene i skole om morgenen, og når jeg kommer hjem, går jeg i stalden og arbejder, indtil de skal hentes ud eftermiddagen, fortæller Anne Glob Lassen.
Lidt ekstra velfærd i stalden
Når man træder ind i stalden hos Gert og Anne, er der ingen tvivl om, at parret hele tiden forsøger at højne dyrevelfærden og kreaturernes trivsel. Udover kravene til økologisk produktion, har malkekøerne på Ellinglung også mulighed for at gå ud under åbne himmel året rundt.
- Der er altid køer, der har lyst til at komme helt ud under den åbne himmel. Næsten uanset hvordan vejret er, siger han.
Hvis man er interesseret i at følge årets gang på Ellinglund Økologi, kan man enten følge Friland på Instagram, eller Ellinglund Økologi på Facebook.
Indholdet kunne ikke vises på grund af de aktuelle cookieindstillinger.
For at få adgang til det blokerede indhold, skal du ændre dine cookie-indstillinger.
Indholdet kræver accept af følgende typer cookies:
- Statistik
- Funktionelle
- Markedsføring