Hver sommer er der afgang for Mathias Knudsens kreaturer fra Bedsted ved Løgumkloster mod marsken syd for Højer. Fra maj og frem til juni flytter landmanden omkring 200 dyr mod vest for at sende dem på græs ved digerne syd for Højer. Først i efteråret kommer de tilbage til landmandens stalde.
Her har den økologiske landmand råderet over 90 hektar inddiget marskjord med godt græs til de mange kreaturer. Han er en af fem landmænd i området, som har lov til at lade dyrene afgræsse på statens jord, ligesom han også forpagter legatjorde af Tønder Kommune.
Mathias Knudsen har været økologi i 25 år, og han driver selv 140 hektar ved sin ejendom med kornafgrøder og græs til kreaturerne. Derfor er muligheden for at køre dyrene i marsken en god aflastning af sine egne jorde, ligesom marskens natur skal afgræsses, idet det sikrer, at vegetationen i marsken bliver passet.
Dette er vigtigt for at marskens fugle kan finde føde og få gode ynglemuligheder. Området er en del af Nationalpark Vadehavet. Arealerne i marsken omkring digerne ved Højer ejes af Naturstyrelsen, som giver ham og de andre landmænd mulighed for at afgræsse områderne og dermed stå for den del af naturplejen.
- Du kan se, at dyrene nyder at komme herude, og det gør jeg også. Man kan se, at dyrenes trives, når de græsser. Det betyder også noget for dyrevelfærden, at de har god plads og luft omkring sig. Vejret kan godt være barsk herude, men det generer dem ikke. De spiser bare af det saftige, saltholdige og mineralrige græs, siger Mathias Knudsen.
Mathias Knudsen leverer til Friland Økologi Unique.
Indholdet kunne ikke vises på grund af de aktuelle cookieindstillinger.
For at få adgang til det blokerede indhold, skal du ændre dine cookie-indstillinger.
Indholdet kræver accept af følgende typer cookies:
- Statistik
- Funktionelle
- Markedsføring