Center for Frilandsdyr har siden 2008 lavet udviklings- og innovationsaktiviteter med det formål at udvikle frilandsproduktionen inden for dyrevelfærd og bæredygtighed. Centeret kom til verden i et samarbejde mellem Friland og Dyrenes Beskyttelse og fra 1. januar 2025 bliver de en del af Innovationscenter for Økologisk Landbrug.
Derfor var der tirsdag et arrangement, som sendte centeret godt af sted, og det er med anerkendelse af den indsats, der er blevet lagt over årene for at udvikle frilandsproduktionen.
- Der er ingen tvivl om, at udviklingen af dyr på Friland ikke ville være, hvor den er i dag uden Center for Frilandsdyr. De har været et fagligt fyrtårn i branchen med Simme Eriksen som leder og et engageret og fagligt dygtigt team. Samtidig må vi også sige, at vi har haft et parallelsystem med Center For Frilandsdyr og Innovationscenteret for økologi, og derfor giver det mening at slå dem sammen, men vi skylder centeret en stor tak for indsatsen, siger Søren Tinggaard, der er CEO i Friland.
Simme Eriksen kunne på dagen give sin afsked til Friland-organisationen og samtidig kvittere for samarbejdet med Friland og ikke mindst leverandørerne.
- Det er en afslutning på 15 års ret unikt samarbejde mellem Friland og Dyrenes Beskyttelse, hvor man har været enige om at fremme velfærdskoncepterne i Danmark. Vores dagsorden har samtidig været, at det skulle være med respekt for de landmænd, som skal leve af det, så vi har kombineret produktion og dyrevelfærd i respekt for leverandørernes økonomi, siger Simme Eriksen og fortsætter.
- Vi har haft et godt samarbejde med begge organisationer, og det vil jeg gerne sige tak for, men den allerstørste tak skal gå til de landmænd, som har samarbejdet med os. Som har forsynet os med gode ideer, konstruktivt med- og modspil og været forsøgsværter. Uden deres aktive hjælp havde vi aldrig kunnet lave det, vi har lavet i Center for Frilandsdyr.
Center for Frilandsdyr var et fællesprojekt mellem Friland og Dyrenes Beskyttelse, og den konstellation har vist sig stærk over årene.
- Jeg vil gerne sige tak for samarbejdet til Dyrenes Beskyttelse, som virkelig lænede sig ud over kanten i det her samarbejde og valgte at gå aktivt ind og drive udviklingen. Vi har løbende forbedret dyrevelfærden hos grise på friland, og der har vi med en fælles realistisk tilgang til tingene, drevet flere indsatsområder langt, siger Søren Tinggaard.