En fortælling om økologi og dyrevelfærd

1. december 2017

I anledning af Frilands 25-års jubilæum, blev denne historiske gennemgang udgivet i jubilæumsbogen. 

BAGGRUND

I 1989 indledte FDB, Danske Slagterier og en gruppe økologiske landmænd et samarbejde om, at markedsføre økologisk kød i FDBs butikker. Samarbejdet bryder dog sammen, og de økologiske landmænd står uden afsætningskanal. Derfor danner de afsætningsselskabet Økokød a.m.b.a. med Karsten Deibjerg Kristensen som direktør. Økologerne kommer i kontakt med en gruppe producenter i Salling af grise på friland. De ønsker at skabe et alternativ til den traditionelle, intensive svineproduktion: Smågrisene skal fødes i hytter på friland og hele produktionen skal sikre, at grisene har den bedst mulige opvækst med fokus på dyrevelfærd og grisenes naturlige adfærd. Disse to grupper af landmænd danner sammen Friland Food A/S i 1992.

1992

Økokød a.m.b.a. og en gruppe producenter af frilandsgrise stifter Friland Food A/S den 1. januar 1992. I samarbejde med Dyrenes Beskyttelse udarbejder Friland Food A/S et koncept for produktion af grise, der er født på friland. Grise, der bliver produceret efter dette koncept, får tildelt Dyrenes Beskyttelses anbefaling, og varemærket FRILANDSGRIS® er skabt. Samme år bliver sortimentet udvidet til også at omfatte frilandskyllinger. De økologiske landmænd i Friland Food A/S producerer efter de økologiske regler, der opfylder kravene til det røde Ø-mærke.

1993

Friland Food A/S går i betalingsstandsning, men bliver reetableret uden frilandskyllingerne i sortimentet.

1994

Den første store detailkæde bliver fast aftager af FRILANDSGRIS®, hvilket satte sit positive præg på selskabets årsregnskab.

1995

Sortiment og kundekreds udvides. Et solidt fodfæste på hjemmemarkedet samt et ønske om at kunne videreforædle det økologiske kød gør, at Friland Food A/S opretter egen forædlingsvirksomhed, Salling Kød ApS. Forventningerne til forædlede, økologiske kødprodukter bliver dog ikke indfriet, og Salling Kød ApS bliver hurtigt solgt fra. Dette er også året, hvor Friland Food A/S indleder et samarbejde med producenter af Limousine og Angus kødkvæg. Den formelle aftale indgås 1. januar 1996.

1996

I samarbejde med FDB bliver der i løbet af 1996 udviklet et sortiment af økologisk, detailpakket kød, og det sætter for alvor fart på afsætningen af det økologiske kød.

1997

Debatten om eksport af tremmekalve til Holland sætter dagsordenen i medierne, og Friland Food A/S beslutter at lancere danske kalve under varemærket Den Frie Kalv®.

1999

Friland Food A/S bliver en del af Danish Crown koncernen. Hermed er vejen banet for et større spillerum på eksportmarkederne. Det er især det økologiske grisekød, der er interesse for på eksportmarkederne. Producentforeningen Økokød f.m.b.a. stiftes.

2000

I samarbejde med Hereford Foreningen bliver der udarbejdet et koncept til mærkevaren FRILAND HEREFORD®, der bliver lanceret i slutningen af året.

2001

Friland Food A/S bliver til Friland A/S.

2004

Efter fem år trækkes økologisk lam ud af sortimentet på grund af manglede efterspørgsel. Det samme gør FRILAND HEREFORD®. Friland A/S flytter fra Jebjerg til Skive.

2005

Eksporten har stigende betydning. Det økologiske grisekød ”trækker læsset” på eksportmarkederne, hvor især lande som England, Tyskland og Italien viser interesse. Derudover er der også, takket være samspillet med Danish Crown, blevet åbnet op for andre eksportmarkeder som USA, Japan og Sydkorea.

2006

Friland køber den økologiske kødvirksomhed J. Hansen Vermarktungsgesellschaft mbH, som bliver Frilands eksportselskab for Tyskland og flere andre europæiske markeder.

2008

Friland samler salget af flere kvægracer under det registrerede varemærke FRILAND KØDKVÆG. Udviklingscenter for Husdyr på Friland startes i fællesskab med Dyrenes Beskyttelse.

2009

Virksomheden flytter sin administration fra Skive til Danish Crowns hovedkontor i Randers.

2010

På grund af manglende afsætning må Friland opsige et større antal leverandører af FRILAND KØDKVÆG, så udbud og efterspørgsel kommer til at passe sammen. Åbent gårdarrangement Sofari, finder sted for første gang. Skovgrisen introduceres i samarbejde med Irma.

2011

Friland passerer for første gang en omsætning på en halv milliard kroner. Takket være eksporten til Australien er eksporten af FRILANDSGRIS® ved at overhale hjemmemarkedssalget.

2012

Frilandsgården åbner. Gården er et udstillings- og mødested etableret i samarbejde med Randers Regnskov.

2013

Friland får ny direktør. Henrik Biilmann overtager stolen fra Karsten Deibjerg Kristensen.

2014

Friland efterlyser flere økologiske grise, da efterspørgslen overstiger udbuddet. FRILANDSGRIS® fra Coop bliver introduceret i Kvickly.

2015

Friland kommer ud med endnu et rekordhøjt omsætningsresultat på 710 mio. kr. Peter Fallesen Ravn afløser Bjarne Møller som bestyrelsesformand for Friland. Frilandsgris fra Coop bliver lanceret i Fakta, og i samarbejde med MENY kæden lanceres Friland Markgris.

2016

Friland sætter økologien FRI. Med selskabets hidtil største nationale kampagne for økologi cementerer Friland sin position som landets største producent af økologisk kød. Hjem-Is bliver en ny salgskanal for Friland. Friland slutter året af med for andet år i træk at kunne fejre en omsætningsrekord, da omsætningen runder 800 mio. kroner. Friland mister en gruppe leverandører af økologiske kreaturer, der i samarbejde med Thise mejeri starter eget afsætningsselskab.

2017

Friland kan fejre jubilæum: Vi har drevet og videreudviklet dyrevelfærden og økologien igennem 25 år. Friland bliver organiseret under Tulip Food Company – stadig som et selvstændigt selskab. Den nationale dyrevelfærdsmærkningsordning introduceres, hvori FRILANDSGRIS® og økologisk gris begge opnår tre ud af tre hjerter. Friland modtager den europæiske Corportate 4 Animals 2017 Award og prisen for Substainable brandindeks.