Danskerne bliver mere og mere optagede af, at koteletterne, de spiser, kommer fra et dyr, der har haft det godt. Derfor har Fødevarestyrelsen i samarbejde med dansk detailhandel og slagterierne udviklet det statslige dyrevelfærdsmærke Bedre Dyrevelfærd, hvorved forbrugerne fra maj kan afkode dyrevelfærden på dansk fersk grisekød.
Dyrevelfærdsmærket blev præsenteret af Fødevareminister Esben Lunde Larsen mandag hos landmand Michael Nielsen, der bl.a. leverer økologiske grise til Friland.
Det nye mærke opererer med et hjertesystem, hvor der bliver givet fra et til tre hjerter med tre hjerter som garant for den bedste dyrevelfærd. En garanti, som både bliver givet for FRILANDSGRIS® og økologisk gris fra Friland økologi.
- Jeg er glad for, at begge Frilands grisekoncepter får tre ud af tre hjerter og derved bliver anerkendt for den høje dyrevelfærd og den ekstra indsats, som Frilands leverandører yder for at opdrætte grise under mærkningsordningen Bedre Dyrevelfærd, siger Henrik Biilmann, CEO for Friland A/S.
Han ser desuden frem til, at der generelt med lanceringen af det statslige dyrevelfærdsmærke kommer en god guide for forbrugerne i de supermarkeder, der bruger mærket.
- Det bliver ad den vej nemmere for forbrugerne at navigere og vælge det niveau, som den enkelte ønsker, siger Henrik Biilmann.
Ved lanceringen af mærkningsordningen fik han, ud over at hilse på fødevareminister Esben Lunde Larsen også talt dyrevelfærd med både Landbrug & Fødevarer samt de fremmødte detailkunder.
Dyrevelfærdsmærket vil være at finde på FRILANDSGRIS® og gris fra Friland Økologi i butikker under Dansk Supermarked, Rema1000, Løvbjerg, Lidl, Aldi samt Dagrofa og de private slagtere.