Der er gjort meget i den økologiske produktion for at imødekomme dyrenes adfærdsmæssige og fysiologiske behov, men alligevel opstår der i nogle tilfælde uønsket adfærd som halebid.
- Halebid kan være både smertefuldt for grisen og bekosteligt for landmanden. Derudover skaber det et utilfredsstillende arbejdsmiljø for de medarbejdere, der skal passe grise med halebid, forklarer Rikke Thomsen fra Center for Frilandsdyr
Projektet undersøger effekten af et særligt tilskudsfoder med adfærdsdæmpende egenskaber. Produktet er observeret og dokumenteret under konventionelle opstaldningsforhold, men endnu ikke afprøvet under økologiske forhold, hvor grise ofte holdes i storstier og har særlige krav til fodersammensætningen.
Afprøvningen sker i samarbejde med Cargill, der har udviklet tilskudsfoderet og Vestjyllands Andel, der står for at levere foderet til besætningerne. Projektet støttes af Fonden for Økologisk LandbrugTo nøje udvalgte besætninger deltager i projektet, hvor tilskudsfodret tildeles til udvalgte hold. Både medarbejdere på bedrifterne og Center for Frilandsdyr holder et særligt øje med grisenes haler og optræk til halebid hen over efterår og vinter, hvor afprøvningen finder sted, og testen kører i både storstier og mindre stier.
- Der findes allerede en del kendte værktøjer, til at håndtere halebid, såsom tildeling af beskæftigelsesmateriale som juletræer, jord, papirsække, reb, bolde og andet legetøj, også hyppig udskiftning af grovfoder og ekstra tildeling af mineraler og salt kan være nyttigt, fortæller Lene Thomsen, Center for Frilandsdyr og tilføjer:
- Men selv med disse tiltag kan det i mange tilfælde være svært at bremse adfærden. ”Derfor er vi spændte på at følge grisene tæt i de kommende måneder, hvor halebid typisk opstår”
En af de besætninger der er med i projektet, og som netop er begyndt at bruge tilskudsfoderet er Asbjørn Kaad. Han er økologisk griseproducent på Als.
- For mig var det lidt af en no-brainer at gå med i projektet. Halebid er en kendt problematik for mange økologiske griseproducenter, og derfor har vi en stor interesse i at prøve at begrænse problemet. I min produktion er staldanlægget optimalt, fordi vi kan fodre i sektioner. Så vi ser med spænding på at være med i projektet og håber at se, om tilskudsfodring kan være en vej til at minimere halebid, siger Asbjørn Kaad.