Projektet "Slagtegris i Åbne Stalde" er nu afsluttet, og resultaterne er blevet gjort op. Projektgruppen ser frem til at præsentere de mange spændende resultater ved Frilands årsmøde den 21. november. Her vil deltagerne blandt andet kunne høre, hvordan de kan installere billig og enkel overvågning i udvalgte områder af deres stalde, og hvordan dette kan anvendes aktivt i produktionen.
Der vil også blive mulighed for at høre, hvordan ændringer i de daglige rutiner kan hjælpe med at nå målsætningerne og give en direkte økonomisk gevinst. I en af pilotbesætningerne betød målopfyldelsen en forbedret indtjening på 78 kr. pr. produceret gris, når de økonomiske parametre blev gjort op i femårsgennemsnitspriser. Når de produktionsmæssige nøgletal udvikler sig i positiv retning, kommer der også gevinster i klimaregnskabet. I løbet af de 12 måneder, hvor konceptet blev afprøvet i besætningen, blev der sparet i alt 109.565 kg CO2-eq. Omregnet svarer det til en reduktion på 14 kg CO2-eq pr. produceret gris.
Projektet har genereret en stor mængde data, herunder billeder og videoer fra de forskellige staldsystemer samt vejrdata og temperaturmålinger. Små- og slagtegrise viser tydeligt gennem deres liggeadfærd, at selv relativt små udsving i temperaturen påvirker deres komfort, hvilket også kommer til udtryk ved foderautomaterne, hvor grisene enten reducerer eller forlænger deres opholdstid afhængig af årstid og tidspunkt på døgnet.
Læs mere her