YouTube-familie sætter fokus på Friland

Med 650.000 abonnenter er Münster-familien lidt af et fænomen på den danske del af YouTube, og nu skal de være med til at sætte fokus på Friland gennem deres kanaler på platformen.

4. juni 2021

Hanne, Finn, Morten og Max Münster tegner sig samlet set for 650.000 abonnenter på YouTube og sammen med den yngste datter Naja Münster, der også har sin egen kanal, var de på besøg hos Risbjerg Økologi, hvorfra frilandmand Hans Erik Jørgensen leverer økologiske slagtegrise til Friland.

Han var blevet bedt om at lægge gård til en familiekonkurrence, og han glæder sig over oplevelsen.

- Det var rigtigt fedt at få en moderne, by-familie ud og se, hvordan vi driver landbrug. Man tænker da sit, når der kommer en stor Mercedes med fem mennesker med solbriller på, men de var supersøde og nysgerrige og ville gerne undersøge, hvordan vi gør det, griner Hans Erik Jørgensen.

Planen for dagene var, at Münsterfamilien skulle dyste mod hinanden i en række udfordringer, som skulle optages og deles via deres egne kanaler, og Hans Erik Jørgensen er glad for den måde at nå forbrugerne på.

- Jeg synes, det er godt, at Friland kaster sig over det her. Münsterfamilien har jo megamange visninger, og jeg er sikker på, at man når rigtige mange forbrugere. Vi kan jo se, at det giver 1,5 mio. visninger, når de lægger noget op, så det rykker altså mere end en reklame i det lokale dagblad, siger han.

Den analyse deler Pia Paulsen, der er ansvarlig for sociale medier i Danish Crown-koncernen. Ifølge hende er en af styrkerne, at Münster-familien når bredt ud.

- Familien Münster dækker hele paletten i målgruppen fra forældre til børn til teenagere og unge voksne, og samtidig er de enormt gode til at involvere sig i det, de er med i. Med deres profil passer de rigtigt godt til den målgruppe, som Friland appellerer til, siger hun.

Du kan se videoerne i starten i juni på både familien Münsters samt på Frilands Facebook-kanal.