Når sulten melder sig, kan festivalgæster på Smukfest sætte tænderne i et helt nyt produkt fra Danish Crown. På årets festival tester fødevarevirksomheden en banebrydende bøf, der er et kombiprodukt, som indeholder 50 procent kød og 50 procent grøntsager.
- Der er mange forbrugere, der ønsker at spise mindre kød, men samtidig vil de stadig gerne hygge sig med en lækker burger. Der er også mange kantiner og storkøkkener, der efterspørger produkter, der kan sænke deres forbrug af oksekød, uden de skal droppe burgere og kødsovs fra deres menu. Derfor har vi arbejdet benhårdt på at ramme en smag, der møder forbrugernes forventninger til en saftig og velsmagende burger, og det tror vi faktisk på, at vi er lykkedes med, fortæller Pia Mejl Krautwald, der er ansvarlig for produktudvikling i Danish Crown Beef.
For at opnå den helt rigtige smag og konsistens har Danish Crown Beef samarbejdet med en række specialister, hvor der i processen er testet et utal af kombinationer af oksekød og en lang række forskellige grøntsager.
- Vi har arbejdet meget målrettet med at sammensætte en kombination af grøntsager, som understøtter og fremhæver kødets naturlige smag. Vores nye burgerbøf indeholder derfor en kombination af flere grøntsager, fordi de til sammen bidrager til både umamismagen og fastholder den helt rigtige konsistens. De første tilbagemeldinger, vi har fået fra de kokke, der tester produkter for os, har bekræftet det, så nu skal vi høre, hvad forbrugerne mener, fortæller Pia Mejl Krautwald.
Hvilke grøntsager burgerbøffen indeholder er indtil videre en forretningshemmelighed, men det vil næppe overraske, at det blandt andet er bælgfrugter. Sammen med de øvrige grøntsager bidrager de, udover med smag, til at sikre, at bøffen er nem at tilberede, uanset om det er en professionel kok eller en helt almindelig forbruger, der lægger den på panden eller grillen.
Danish Crown oplever i øjeblikket en stor interesse for kombiprodukter fra kantiner og offentlige køkkener. Derfor har det også været et mål at ramme en sammensætning, der er nem at håndtere, hvis man skal tilberede et stort antal samtidig.
- Jeg synes, vi har ramt en kombination, som sikrer en god stegeevne. Derfor kan kødet også anvendes til andre retter, der indeholder hakket oksekød. Nu bliver det virkelig spændende at få testet, hvad forbrugerne synes om produktet. Her er Smukfest en perfekt mulighed, fordi vi over de fem dage kan få flere hundrede tilbagemeldinger fra dem, der vælger at sætte tænderne i burgeren, siger Carsten Findinge fra Danish Crown Professional, som har ansvaret for Danish Crowns samarbejde med Smukfest.
Burgeren har fået navnet Walthers Burger efter Smukfests maskot og kan købes i Crown Diner, der ligger i det område af Smukfest, der hedder Sherwood.