Randers den 31. oktober 2013
De havde egentligt lagt landbruget bag sig, men det skulle en minkavler, en dyrlæge og Søren Højby fra DC Ejerservice lave om på.
Udover at Brian Nejsig Larsen og Kennet Lunderskov Rasmussen er svogre, så er de også begge uddannet landmænd og begge x-landmænd.
Kennet Lunderskov Rasmussen driver en kombineret maskinstation og entreprenørfirma, og Brian Nejsig Larsen ejer firmaet Nejsig Budservice.
Og faktisk levede de begge ganske godt der i Nordjylland tæt på Hjallerup. Men så en dag skulle Kennet Lunderskov Rasmussen udføre noget arbejde for en lokal minkavler, der havde købt naboejendommen med tilhørende tomme slagtesvinestalde.
- Kender du ikke nogen, der vil leje de stalde? spurgte minkavleren, og det satte tankerne i gang hos de to svogre. For godt nok var de begge forhenværende landmænd – men landmænd var de jo sådan set stadig indeni.
Savnede grisene
- Jeg havde egentligt gennem længere tid savnet grisene, det havde jeg faktisk, siger Brian Nejsig Larsen, som havde opgivet tanken om igen at skulle arbejde med grise:
- Jeg har været selvstændig for længe med mit budservice til pludselig at skulle være ansat, erkender Brian Nejsig.
Men de tomme stalde satte tankerne i gang.
Brian Nejsig kontaktede derfor en gammel bekendt, der var dyrlæge på den gård, hvor Brian var driftleder for 10 år siden.
- Kan vi det her, spurgte Brian dyrlægen, som svarede:
- Det skal du spørge Søren Højby fra Danish Crown om. De kører et produktionskoncept, der hedder alt ind/alt ud. Det kunne måske være noget for jer?
Søren Højby blev derfor kontaktet. Han kørte nordenfjords og forklarede om alt ind/alt ud (AI/AU), og i dag er de to svogre i gang med det 3. hold grise i den virksomhed, de har døbt Svennum Fedesvin I/S.
Dyre lærepenge
Det 1. hold var en generalprøve. Foderet blev købt for dyrt ind, og grisene blev solgt til Danish Crown, da noteringen var på sit laveste i 2013. De indkøbte 30-kilos grise blev købt i puljen, og der var overordnet set for mange halebid og for lidt afsat plads til sygestier.
- Vi tabte 104.000 kr. på det første hold. Andet hold gik dog langt bedre, beretter Brian Nejsig.
Kom med i grisering
De to svogre havde i mellemtiden indgået en fast aftale med naboen om levering af 30-kilos grise med status og blå SPF. Prisen er halv basis, halv pulje plus 15 kr. pr. gris.
Grisene bliver leveret hver 13. uge, så slagtesvinene skal ud af stalden efter godt 12 uger – uanset, hvad de vejer.
Ved det 2. hold blev der indsat 705 30-kilos grise, og 12 uger senere blev der kørt 701 slagtesvin af sted til slagteriet i Sæby.
Det giver en dødelighed på 0,57 pct. i gennemsnit.
Tre gange i løbet af de tre måneder sorterede svogrene grisene og satte de mindste sammen. Det havde den effekt, at de stort set havde samme vægt som resten ved udlevering. Faktisk lå 96 pct. af grisene inden for basis.
Var ikke gået uden starthjælp
Når Brian Nejsig Larsen og Kennet Lunderskov Rasmussen fortæller om deres opstart, så vender de gang på gang tilbage til den starthjælp, de har modtaget af Danish Crown og Danish Agro.
- Danish Crown har jo finansieret grisene, Danish Agro har finansieret foderet, og landmanden, som vi har lejet staldene af, skulle have lejen bagudbetalt. Skulle vi have lagt pengene fra starten, skulle vi have lånt knap en million i banken, og så var vi aldrig kommet i gang, siger Brian Nejsig og tilføjer, at de som nystartede producenter i Danish Crown også har fået et tillæg på 10 øre/kg.
Tillægget på de 10 øre hedder en etableringsbonus og gives til nystartede producenter, der ikke har produceret slagtesvin før. Det første år gives der 10 øre/kg, som falder 5 øre/kg det andet år.
De to nystartede slagtesvineproducenter sender også nogle rosende ord efter AI/AI-konceptet og rådgivningen fra Danish Crown. Ingen af dem tror, de var kommet så godt fra start, som tilfældet er, uden den tætte kontakt fra DC Ejerservice og konsulent Søren Højby.
- Det har været af stor værdi for os, at vi har haft en fast tilknyttet konsulent med en stor faglig indsigt, siger Brian Nejsig.
Overvejer at udvide
Om tre uger aflevere de to svogre deres 3. hold, og her ser økonomien endnu bedre ud. Produktionsresultaterne er nogenlunde de samme som ved hold 2, men de har fået en bedre foderkontrakt, og det kommer til at kunne ses på bundlinjen.
Dækningsbidrag på hold 1-3:
Hold 1: -139 kr.
Hold 2: 73 kr.
Hold 3: 140 kr. (dette tal er et forventet estimat)
- Hvis vi kan holde de produktionsresultater her, så fortsætter vi helt sikkert som små slagtesvineproducenter, siger Brian Nejsig Larsen og tilføjer:
- Og vi vil da heller ikke afviser, at vi kunne finde på at udvide, hvis den rigtige tomme stald skulle dukke op – vil vi vel, Kennet?
Kennet nikker bekræftende.
Fakta
- Stalden er en sektionsopdelt fuldspaltet stald med 740 stipladser.
- Der fodres med tørfoder ad libitum via Turbomat.
- Årlig produktion: 2.800 slagtesvin
- Dagligt tidsforbrug til pasning: 30 til 60 minutter (lidt mere i perioden med udlevering, vask og tørring af stald og indsættelse af nye grise).
Hold 2 Hold 1
Daglig tilvækst | Gr | 1.040 | 910 |
Døde i pct. af indsatte grise | % | 0,57 | 2,02 |
Foderforbrug/prod. gris | FEsv | 211,17 | 212,58 |
FEsv/kg tilvækst | FEsv | 2,72 | 2,81 |
Foderstyrke/dag | FEsv | 2,83 | 2,56 |
foderforbrug/kg tilvækst | Kg | 2,59 | 2,81 |
Foderforbrug/dag | Kg | 2,69 | 2,56 |
Foderdage/prod. gris | Kg | 74,7 | 83,1 |
Døde i pct. af prod. grise | % | 0,57 | 2,03 |
kasserede i pct. af prod. grise | % | 0,00 | 0,00 |
Kasserede og døde i pcr. af prod. grise | % | 0,57 | 2,03 |